Blue nights

Jeg gjorde noget tosset i de sidste dage op til min m termin. Som tilfældigvis også var de første dage i julemåneden – en måned jeg elsker.Jeg gik i gang med Joan Didions “blue nights”. Dels fordi jeg elskede “a year of magical thinking”, der handler om Didions mands pludselig død og hendes efterfølgende sorgproces, men ligeså meget fordi jeg tænkte bogens små 200 sider kunne sluges hurtigt inden fødslen gik igang.
Det kunne de ikke. Dels fordi min datter kom allerede den femte december – på Didions 80 års fødselsdag og mere timeligt end jeg havde turdet håbe; men ligeså meget fordi det er følelsesmæssigt vanvid at påbegynde en bog om tabet af en datter, netop som man skal til at føde sin første.
Bogen er anderledes end forgængeren der var sørgmodig og skrevet i mol. For her var det ganske vist uforståeligt at hendes elskede mand var død, men hun rummede sorgen, undersøgte og prøvede at integrere den i det liv, der følger efter tabet. Hun var ikke vred; hun var forundret, forvirret og følsom. Men bogen havde karakter af proces mere end et punktum.
“Blue nights” er barskere, fordi den er mere rå, kantet, afmægtig. Joan Didion beskriver hendes datters alt for tidlige død, der ikke bare efterlader et savn men et følelse af tab der rækker udover sorg. Krisen er eksistentiel og hverdagen bliver absurd. Her kan ikke tales om før og efter; der kan kun føles et “før” – efter er afgrund. Jeg ved ikke helt hvordan jeg kom igennem den. Som jeg skriver dette ligger min lille pige nyvasket, mæt og sovende med tungt åndedræt på min mave. Jeg kan huske livet før hende, men jeg kan ikke rumme tanken om et liv efter hende eller hendes brødre.
Er bogen læseværdig? Bestemt. Den er elegant og voldsomt hudløs. Men lige nu ville jeg ønske, at jeg havde udsat den nogle år eller tyve.