Der er forskellige kvaliteter, jeg leder efter, når jeg læser. Vigtigst for mig er, at jeg ikke snubler i sproget, bliver irriteret over idiomer eller forbander oversætterens ’danglish’. De bøger jeg elsker mest, kan oftest inddeles i to kategorier. Der er de ordknappe, snert skrevne, næsten refererende fortællinger, der tillader, at jeg som læser selv må lægge til, trække fra, bygge på og digte med. Og så er der de ordrige, fabulerende, deskriptive romaner, der er som en vase fyldt med ordblomster, man har lyst til at kigge på, dufte til, røre ved.
Men den seneste bog, jeg kastede mig over, har jeg ikke kunnet kategorisere helt så let. Jeg kan bare konstatere, at den er aldeles uafrystelig. Jeg havde læst en artikel på Huffington Post om de tyve vigtigste bøger fra de sidste tyve år. På listen var Lionel Shrivers ” We Need To Talk About Kevin”. Jeg husker tydeligt da traileren for filmatiseringen med Tilda Swinton i hovedrollen blev vist i biografen. Min mand og jeg blev enige om, at den film ville ingen forældre kunne holde ud at se. Men bogen, tænkte jeg, bogen kan jeg vel klare.
Det er en ret vild oplevelse at begive sig ind i Shrivers univers. For her lever en succesfuld karrierekvinde, der har det hele. En mand hun elsker, et job hun trives med, en krop der behandler hende godt og en tilpas mængde adspredelser, der gør hende lykkelig i ordets mest konventionelle betydning. Hendes liv er ikke dramatisk eller overraskende, men det er tilfredsstillende.
Hybris. De burde få et barn. Alle lykkelige par får et barn. De er langt oppe i trediverne, men de bør få et barn og forsegle deres lykke.
Nemesis. De får et barn. Og ikke et bare et barn. De får Kevin. Barnet der ikke vil elskes, plejes, ammes eller nydes af sin mor. Barnet der græder uophørligt sit første leveår for blot at være larmende stille de efterfølgende tre år. Barnet, der hader forstillelse i en sådan grad, at han gør sig selv til forstillelsens mester. Barnet, der har så meget uoprettelig vrede i sin krop, at han føler, han har krav på at lemlæste sine medmennesker, dræbe deres personlige lidenskaber eller helt bogstaveligt frarøve dem livet.
Bogen udstiller ikke sine karakterer. Den prøver at forstå dem. Dem alle. Jeg er ikke helt færdig med at tænke over den og fordøje den kontrast, fortællerens oplevelse af moderskab er til min egen personlige oplevelse. At så meget glæde mine børn har bragt mig, (for nogen) kan skabe den totale opløsning.
Om du har børn eller ej: Læs ”We Need To Talk About Kevin” – og prøv derefter, om du kan ryste den af dig…