Jeg har i løbet af det sidste halve år taget mig gevaldigt sammen i forhold til mine læsevaner. Jeg har i forbindelse med mit arbejde foretaget en del research omkring hele luksus-begrebet, hvad vi forbinder med luksus, og hvor personligt det begreb er blevet. Hvad der er luksus for mig, er ikke nødvendigvis luksus for dig. Fælles for den moderne luksusoplevelse er, at den ikke nødvendigvis kræver penge. Det den kræver, er vores største mangelvare: tid.
Derfor blev det interessant at kigge på hvad min egen største luksus er – og her rangerer tid til at læse meget højt på barometeret. Og læsningen er i den grad blevet prioriteret de seneste måneder. Det er nemlig en anden ubetalelig luksus knyttet til det at være gravid: du har aldrig tømmermænd, der stjæler din tid, og ingen stiller spørgsmålstegn, hvis du går tidligt i seng med en bog.
Jeg har ofte svært ved at give mig i lag med hypede bøger. Dels fordi min indre bog-snob, der blev kultiveret mens jeg læste litteraturvidenskab, vægrer sig ved at læse det ’alle andre’ er vilde med. Heldigvis er jeg med årene blevet mere rummelig og mindre intellektuelt indskrænket; jeg har erkendt, at hvis en bog sælger godt, kunne det jo rent faktisk være, at det var fordi den var, ja, læseværdig.
Derfor købte jeg også glad Donna Tartts seneste murstensroman (+800) sider i Thiemers Magasin (besøg den fine boghandel i Thulinsgade – den er er fantastisk hyggelig og du modtager rar og oplyst betjening). Bogen har vundet Pulitzer Prize, den er blevet instagrammet i vildskab, den er blevet rost, anmeldt og naturligvis også skældt ud for at være for populær.
Jeg overgav mig totalt. Den er enestående og indtagende. En dannelsesroman med modsat fortegn, hvor vi møder den velmenende men fortabte Theodor Decker, der mister sin mor i et terrorangreb, da han er kun fjorten år, og siden hutler sig igennem et liv med en fordrukken og løgnagtig far, tvivlsomme venskaber, et kunsttyveri på samvittigheden og en al for lemfældig omgang med stoffer, alkohol og sandheden. Men han er også en drømmer, en romantiker, en æstetiker og en loyal ven. Jeg blev gode venner med ham kun 20 sider inde i bogen, og jeg har savnet ham siden han forlod mig på side 864. Hvis du mangler en julegave til en kær ven eller veninde, synes jeg du skal forære vedkommende denne charmerende sag.
Den anden bog, jeg for nyligt læste – henslængt som hval i sengen – var Lena Dunhams ’memoir’ Not that kind of girl. Jeg har været kæmpe Dunham fan siden første sæson af tv-serien Girls. Hendes produktivitet, hendes sans for komisk timing, hendes evne til at skrive gode replikker og ikke mindst hendes ærlighed, mod og befriende selvironi. Hun er noget så sjældent som en moderne renæssancekvinde, og mine forventninger til hendes bog var derfor mildest talt høje.
Men forventningerne blev ikke mødt. Desværre. Bogen rummer masser af Dunham’sk ’tongue in cheek’ sentencer, gammelklog visdom fra en 26-årig, humoristiske genfortællinger af barndomserindringer og –traumer – og naturligvis en voldsom lyst til at vise sig selv ’som hun er’. Lena Dunham skriver en nutidig version af bekendelseslitteraturen, tilsat postmoderne neuroser og feministiske metakommentarer. Desværre tilsætter hun alt for meget dyneløfteri og pinagtige fremstillinger af virkelighedens uklædelige ungdomsoplevelser og eksperimenter med overspisning/sex/stoffer/alkohol/mænd/veninder – you name it. Og desværre bliver det til alt for lidt ’show’ og alt for meget ’tell’, så den hårfine balance mellem personlig og privat overskrides flere gange, end jeg orkede at tælle. Indimellem kommer der guldkorn som da hun beskriver sit job i en high-end børnetøjsbutik ”Peach and the Babke sold baby clothes at such a high price that customers would often laugh out loud upon glimpsing a tag. […] This is where you came if you wanted your daughter look like a Dorothea Lange photo or your son to resemble a jaunty old-time train conductor, all oversize overalls and perky wool caps. It will be a miracle if any of the boys who wore Peach annd the Babke emerged from childhood able to maintain an erection.” Og der var også fine søstersolidariske passager som: ”I know that when I am dying, looking back, it will be women that I regret having argued with, women I sought to impress, to understand, was tortured by. Women I wish to see again, to see them smile and laugh and say , It was all as it should have been.
Men der er langt mellem snapsene, og jeg tror godt, at jeg kunne have klaret mig med et 3-siders skarpt essay frem for 265 siders selvransagelse for åben skærm. Og så hjælper det bare ikke på indtrykket, at værket er gennemillustreret med ’nuttede’ vignetter af alt fra tamponer til sure sokker. Hvad skal de tegninger til for? Bløde fortællingen op, skabe distance til indholdet, eller understrege det noget umodne billede, forfatteren (ufrivilligt?) efterlader af sig selv? Jeg vil anbefale dig at spare dine penge og (endnu vigtigere) din tid fra denne bog, og hellere gense et par afsnit af ’Girls’ på HBO.