Jeg er aldeles skeptiker, når det kommer til fastekure, saftudrensninger, paleo-livsstil og alle afarter af ekstremisme. Og det handler ikke om, at jeg ikke har viljestyrke til at gennemføre de strikse kure (som det for eksempel er tilfældet med alt hvad der hedder svømme-, cykel- og boldsport), men derimod at alle livsregler, der dikterer aldeles afholdenhed og vidtrækkende forbud ikke bare virker tåbelige på mig men også decideret asociale. Jeg tror på, at man afskærer sig selv fra mange glæder og fællesskaber, når man kommer møder livet med medbragt madpakke – både i bogstavelig og metaforisk forstand. Ikke desto mindre har jeg kastet mig ud i en anden slags detox, der aldeles ny og overraskende saliggørende.
Jeg er så privilegeret, at mit arbejde også er min hobby. Jeg har intet problem med at arbejde, når børnene sover eller logge på før fanden får sko på, for at svare mails inden verden og min familie får øjne. Jeg nyder, at være online (selvom man ikke må sige det højt), og jeg har aldrig oplevet sociale medier som fremmedgørende eller deprimerende. Tværtimod udvider de min horisont og gør det muligt for mig, at holde kontakt med mennesker jeg ellers ikke ville kende. Alligevel traf jeg en beslutning i år, da ferien kom. Jeg ville undlade at tjekke mails i min ferie, og jeg ville ikke besøge Facebook en eneste gang, Jeg ville med andre ord sætte min faglige og sociale nysgerrighed lidt i dvale – blot for at se hvad mon så vågnede.
Var jeg ægte livmoderfeminist speltmor ville jeg nu skrive, at det havde gjort mig langt mere nærværende overfor mine børn. Havde jeg noget at bevise, ville jeg vel mene, at min mand havde en langt mere interessant hustru i disse arbejdsfri dage. Ingen af delene er tilfældet. Jeg tror, jeg doserer mit nærvær og fravær her i ferien ligeså ubevidst og intuitivt som i hverdagen. Og jeg mener oprigtigt, at vi alle har brug for intimitet med vores nærmeste – men også har brug for lidt indadvendt tid og ro med os selv. Og det er netop dén ro, der bliver tid til, når Outlook er på mute og Facebook holder kæft. Så indtil videre har min mini-detox haft en overordentlig frugtbar indflydelse på min læse- og skrivelyst. Kapitler bliver slugt, noter griflet ned og selv bloggen får lidt mere opmærksomhed. Og jeg har haft tid til at mærke efter, når et lille bitte menneske slår kolbøtter i min mave.