Hvis bøger er det moderne menneskes identitetsmarkør, bliver valget af sommerlæsning så meget desto sværere. Hvad vil vi vise, at vi læser, når andre kigger med? For læsning er den stille luksus, vi sjældent under os selv i hverdagen, men som er det første alle nævner (måske næstefter fjordrejer, nye kartofler og vin på terrassen), hvis adspurgt om, hvad de ser mest frem til ved ferien.
Jeg har læst meget, siden jeg var ganske lille. Bøger er min vigtigste kapital, min pensionsopsparing, min fremtidssikring. Jeg kan ikke udføre mit arbejde, hvis jeg ikke er belæst; og jeg kan ikke trække vejret, hvis der ikke har været ord igennem mit system snart sagt hver dag. Ofte bliver jeg spurgt, hvordan jeg finder tid. Tid til bøger. Hvordan finder man tid til at spise? Til at forrette sin nødtørft? Til at falde om på sofen efter en lang dag? Alle har tid til at læse; men ikke alle har indarbejdet ritualerne til at inkludere bøger i den daglige, åndelige diæt.
Tidligere, særligt mens jeg læste litteraturvidenskab, havde jeg svært ved at vælge bøger, der ikke var kanoniserede, klassikere eller i det mindste højaktuelle. Jeg følte, at jeg ‘spildte’ kalorier på at læse bøger, der ikke nødvendigvis var relevante for mit studium. Heldigvis blev jeg, modsat Hodja, klogere. Jeg opdagede, for hver læst bog, at det ofte var de mindst lovende eller anerkendte, der berigede – eller i hvert fald overraskede – mig mest.
Idag er min bogreol ligeså spraglet som min garderobe. Og jeg nyder, at pop og highbrow, humor og alvor støtter hinanden på hylderne. Min begejstring var særligt stor, da jeg for nylig udvalgte min læsning efter samme kriterium som jeg (alt for ofte) vælger vin. På etiketten. David Sedaris ‘Dress your family in courderoy and denim’. Jamen bare titlen! Den måtte jeg da læse. Jeg kendte intet til Sedaris inden, men lærte efterfølgende, at han er en amerikansk, homoseksuel komiker, der har skabt sig et bredt følge og mange latteranfald ved sin moderne, afvæbnende tilgang til bekendelseslitteratur.
‘Dress you family in courderoy’ er en kærlig knytnæve i maven på hans egen familefortælling – med charmerende sans for balance mellem selvudlevering og anekdotiske løgnhistorier. Jeg fik skæve associationer til filmen ‘What’s Eating Gilbert Grape’ og måtte tage mig selv i at grine højlydt (det gør jeg normalt aldrig), da jeg læste passager om forældrenes måde at ‘house-hunte’, moderens tilgang til fodtøj eller Sedaris’ udveksling med sin søster om hans ret til at skrive om hende.
Jeg kan ikke love dig, at du vil ligne den klogeste løve på stranden, med Sedaris i hånden. Men du vil uden tvivl være den bedst underholdte.