Jeg er blevet provokeret op til flere gange inden for ganske kort tid. Fællesnævneren for mine provokation er det evindelige: ’definitionsspørgsmål’. Det hele startede med, at jeg blev kaldt feminist. Det vidste jeg ikke, at jeg var. Læsere der har fulgt min blog og blandt andet læst med her og her, vil vide, at selve ordet feminisme er mig imod. Det minder mig alt for meget om en kvindeliggjort version af alle mulige andre frygtelige ismer – mandschauvinisme, fascisme, narcissisme.
Forstå mig ret: jeg er mere end umådeligt taknemmelig for suffragetternes kamplyst, rødstrømpernes kamp for lige løn for lige arbejde og moderne mænds villighed til at tage del i opgaver og jobs, der traditionelt bliver opfattet som kvindagtige. Men i min verden, burde det jo bare være en hel naturlig humanisme. At vi behandler hinanden ordentligt uanset køn; og at det gælder uanset om vi taler om jobs, løn, retten til at bestemme over vores egen krop eller retten til ikke at blive bedømt udelukkende på, om man står op eller sidder ned når man tisser.
Jeg har hele mit liv omgivet mig af såkaldt ’moderne mænd’. I Sverige ville de blive betegnet som feminister. Herhjemme bliver de vel bare betragtet som fornuftige individer. Min far har opdraget mig til at mene, at jeg hverken er mere eller mindre værd, fordi jeg er en pige. Jeg har lige så meget krav på at kunne differentiere og integrere, få gode karaktere, en universitetsuddannelse og et efterfølgende spændende karriere, som min bror har. Og min far har aldrig set skævt til mig, da jeg blev BÅDE ville have børn og SAMTIDIG udvikle mig i mit arbejdsliv. Det gjorde han også selv, mens han var far til tre små børn, så selvfølgelig skulle jeg have samme rettigheder.
I mit voksne liv har jeg sørme også giftet mig med en tilsvarende fornuftig mand. Vi er så heldige at have to små drenge sammen, der kræver opmærksomhed, tid og kærlighed. Men de kræver ikke, at det kun er mor, der snupper hele barslen, henter dem hver eneste dag, klipper deres negle og ser Madagascar 3 med dem. Det er deres far lige så god til. Heldigvis. I min familie ser vi det som ret indlysende, at mænd og kvinder, piger og drenge er lige meget værd. Det er ikke feminisme. Det er humanisme.
Så stødte jeg på Caitlin Moran. En sej kvinde jeg arbejder sammen med, en redaktør på Gyldendal og en kollektiv summen i blogland ledte mig i hendes retning og bogen ”Kunsten at være Kvinde.” En bog om moderne feminisme, der bekræftede mig i, at jeg er (overvejende) enig i neo-feminismens budskaber. Moran opregner morsomt og dygtigt, hvad samfundet og vi selv anser som kvindelige dyder. Hvordan kvinder skal være tynde, smukke, glatte og uden kropslugt for at begå sig i både mediebilledets og deres egen optik. Og hvordan mænd fortsat bliver mere distingverede, krøllede og kloge med alderen, mens kvinderne bliver mere glatbarberede, restylane-pumpede og selvkritiske. Når vi ’sparker røv’ på arbejdsmarkedet, slår vi os selv oveni hovedet med en kagerulle, for ikke at være gode nok mødre. Når vi ammer i 2 år og går i hi med vores afkom, undskylder vi udadtil at vi ikke har skåret muffintoppen af buksekanten og forfattet en bog om ’mindfulness og moderskab’. Kravende er blevet højere i takt med at tiden bliver mere knap.
”Selvfølgelig har den antagelse, at kvinder formodes bare at ”være”, mens mænd skal ud og ”gøre”, længe været snævert forbundet til kønnet, ” skriver Caitlin Moran. ” Men jeg ved ikke, om jeg tror på, at det at ’være’ er noget medfødt kvindeligt – at det bare er sådan, vi er skruet sammen. Hvis jeg går tilbage til mit tidligere argument – om at mange af påstandene om ’kvindelighed’ faktisk kunne føres tilbage til, at vi havde været ’tabere’ i så lang tid – vil jeg hævde, at når man har tilbragt årtusinder med ikke at have lov til at gøre noget, har man en tendens til at blive mere fokuseret på at være selvkritisk, analytisk og reflekterende, fordi der ikke er andet, man kan gøre ud over at 1) se godt ud 2) vende sig ind ad.”
Caitlin Moran sammenfatter stilsikkert og larmende, de dilemmaer og frustrationer, der knytter sig til at være kvinde i dag. Og det er læseværdigt. Men jeg ærgrer mig fortsat voldsomt over betegnelsen ’feminisme’ – fordi den antyder, at kvinder der ønsker lige rettigheder og muligheder, og som gerne vil frigøre sig fra en dogmatisk og snærende ’kvindelighed’, implicit ønsker at hævne sig på nogle imaginære undertrykkere: mændene.
Jeg elsker mænd. Og jeg mener, at moderne mænd på mange områder er mindst lige så udfordrede, dominerede og undertrykte, som kvinder er. Af fordomme, forventninger og nedladende kommentarer om at ”børn har det bedst hos deres mor”, ” de lærer aldrig at mulittaske”, ”de tænker kun med pikken”, ”de hustler sig til deres karriere-spring”, ”de er utro”, ”de er dovne”, ”de er fordrunkne” og deres herrefællesskaber er bedst gengivet på film som ’Tømmermænd i Las Vegas’. Den slags mænd kender jeg ikke mange af. De mænd jeg kender, er alle følsomme, eftertænksomme, reflekterede – og samtidig skide sjove, charmerende, foretagsomme og virkeligt gode forældre. Caitlin, vil du ikke få din husbond til at skrive opfølgeren – ”Kunsten at være en Mand”?
Gyldendal har givet mig lov til at forære ’Kunsten at være Kvinde’ til en af mine læsere. Både mænd, kvinder, fruentimmer og lurifakser må deltage. Smid en kommentar nedenfor om hvorfor du vil læse bogen. Jeg trækker lod blandt kommentarerne søndag i næste uge.